Mindre human fremtid?

De sidste uger har der været megen skriveri om besparelserne på Bo- og Aktivitetscentret Bytoften, og det med rette. Besparelserne Herning Kommune har pålagt Bytoften og handicapområdet i helhed er fuldstændig vanvittige og grænser til det umenneskelige. For de ansatte, for de pårørende, men allermest for beboerne.

For de der ikke ved det, er Bytoften en selvejet institution med landsdækkende bo- og dagtilbud til voksne borgere med et fysisk handicap og/eller en senhjerneskade – altså mennesker, der i den grad både har brug for hjælp og støtte til stort set alt i hverdagen, men også omsorg og forståelse for deres situation. På afdelingen hvor jeg arbejder bor spastikere, scleroseramte og trafikskadede voksne, der trods deres situation, har et fantastisk livsmod og glæde.

Vil kommunen med deres besparelser presse personalet i sådan en grad, at det ikke længere vil være muligt at finde tid eller overskud til at gå en tur med beboerne, tage dem med til Sunds sø eller en tur i Boxen? Skal vi på den måde forringe beboernes i forvejen næsten håbløse situation og stjæle den sidste livsglæde fra dem? NEJ! Alle har ret til et værdigt liv, spastiker eller ej. De syge og svage har også (hvis ikke i højere grad end raske) behov for omsorg, brug for kontakt og især er det en nødvendighed for dem, at der bliver vist interesse og respekt for dem.

Jeg har arbejdet på Bytoften i knap et år, og oplevet den høje faglige kvalitet ud fra hvilken de ansatte omgås beboerne. En af visionerne på bostedet er, at vi anerkender hinanden trods forskelligheder og med respekt for det enkelte menneskes særlige interesser, ønsker og behov. Men lad os tage behovet for bad som et eksempel: For dig og mig er det at gå i bad en ganske simpel ting, der tager 5 minutter inden morgenmaden. Vi tænker ikke engang over det. Vi går i bad når det passer os og som det passer os. Det at gå i bad er bare noget helt andet hvis man er bundet til en kørestol og knap kan løfte armene for slet ikke at tale om benene. Jo flere besparelser kommunen presse ned over os som ansatte, jo mindre tid har vi til beboerne. Resultatet kan blive, at beboerne kun kan komme i bad to gange i ugen – noget de fleste af os ville finde helt uacceptabelt hvis det gjaldt os selv.  

Det er jo heller ikke kun et spørgsmål om at den personlige hygiejne skal være i orden – for som personale er vi professionelle, grundige og udviser omhu. Men med al den personale der er blevet sparet væk, er det også et spørgsmål om, hvorvidt vi fremover vil være i stand til at være humane forstået på den måde, at beboerne også i fremtiden vil kunne opleve værdighed og anerkendelse for deres situation. For selvom beboerne er hjerneskadede, ved de altså godt hvad de går glip af i forhold til ”normale” mennesker. Nogle af vores beboere går til ridning, sejllads og musik, og de bliver ledsaget til oplevelser der er med til at give dem et værdigt liv, fx ishockeykampe og koncerter. Skal vi efter besparelserne bare forsørge de handicappede med mad og ret tøj og skære ned på det, der gør livet værd at leve?

Jeg er selv både dagvagt og aftenvagt på en af afdelingerne på Bytoften. Og en ting vil jeg slå fast: Vi har allerede meget travlt, og vi løber allerede meget stærkt for at nå det hele. Om morgenen er vi fire ansatte på arbejde, og vi skal hjælpe 10 personer op af sengen, i tøjet, hjælpe dem med deres toiletbesøg, få dem i bad, give dem morgenmad og hjælpe dem til deres aktiviteter. Alt imens der skal indberettes, hentes mad, sorteres vasketøj og skiftes skraldespande. Om aftenen er det hele rutinen igen bare omvendt og beboerne skal lægges i seng. Der er vi tre ansatte. Da vi fra september bliver besparet med en mand pr. vagt, frygter vi, at vi fra at være et aktivitetscenter med dagtilbud til beboerne og tid til at spille spil, se film og læse historier med beboerne, bliver et opbevaringssted, hvor det hedder sent op, ingen middagslur, tidligt i seng og få dagtilbud. Det er IKKE et liv! Tænk på, at disse mennesker ikke selv har valgt deres skæbne, er lænket til en kørestol og for nogen af beboernes vedkommende kan de kun meget begrænset og besværet ytre deres ønsker. Mon vi overhovedet får tid til at hjælpe beboerne med at oddse på tanken 5 minutter fra Bytoften?

 Hvordan bliver det mon i fremtiden? Skal fremtidens Danmark være et land, hvor der ikke tages hensyn til de svages tarv? Skal fremtiden være en tid, hvor vi bare anbringer de syge, men ikke tager os af dem? Usmageligt! Ønsker vi ikke en fremtid, hvor det sociale ansvar stadig spiller en væsentlig rolle i samfundets sammenhængskraft?

Handicapområdet og andre sociale områder, hvor mennesket uanset skæbne skal være i fokus, er IKKE et sted at spare! Det er bare ikke i orden at spare på de svageste i samfundet!