Når et liv slutter

I skrivende stund ligger min morfar på sit dødsleje, hvilket har bragt en masse følelser og tanker op inde i mig. Jeg spekulerer over, hvad døden egentlig er for en størrelse.

Livet betragtes i buddhismen som lidelse. Døden er derfor en udfrielse fra lidelsen og begyndelsen på noget bedre. Indtil vi bliver genfødt, opholder vi os ifølge buddhismen i en af de mange himler eller helveder der findes, hvor det endelige mål er at nå Nirvana.

Blackfeet-indianerne, en nordamerikansk indianerstamme, klæder deres døde i festdragt og medgiver dem alle de ting de kunne have brug for på deres lange rejse. Det er en almindelig tro, at de dødes sjæle drager langt ud mod øst, hvor sjælene sammen lever omtrent et liv identisk med det, de forlod ved dødens kommen – således betegnes døden ikke som noget sørgeligt, men blot som en ny start.

Men i Danmark derimod er døden stadig skrækkelig tabuiseret, og vi bryder os ikke om at blive konfronteret direkte med den. Vi lever i et samfund, hvor ingen kan acceptere at vi skal dø, men det skal vi jo alle sammen. I det senmoderne samfund, hvor udvikling sker om ørerne på os, er dødskulturen ultimativt det område i vores liv, der er mest konservativt. Danskerne er forskrækkede overfor døden, og vi har svært ved at associere det med noget positivt, også selvom livet for nogen til sidst kun er sygdom, lidelse og smerter.

Hvis jeg var buddhist ville jeg med stor sandsynlighed finde trøst i, at min kære morfar ville nå Nirvana, men da jeg ikke kan forholde mig til døden, har jeg intet at finde trøst i, intet at søge mod. Min morfar er ikke bange for mørket, men det er vi, os pårørende, der snart står alene tilbage. Hvad stiller man op, når man står tilbage, og den man har så inderlig kær ikke længere er i blandt? Livet skal jo gå videre, og når et liv slutter et sted i verden, starter et nyt heldigvis et andet sted. Er det så en trøst? Vi ses vel alle igen engang.

I forbindelse med døden har jeg ikke en religion, en tro, jeg kan støtte mig op af. Men alligevel har jeg en overbevisning om, at der er et sted efter døden, som er meget bedre end hvor vi var inden. Måske er der i virkeligheden ingen grund til at vi græder sådan og er så ulykkelige i forbindelse med døden – min morfar har trods alt levet et langt og stærkt liv, og er først her på det sidste blevet ramt af en uhelbredelig og aggressiv sygdom. Den danske digter Benny Andersen skrev: ”Livet er ikke det værste vi har..” og måske er døden heller ikke det værste hvis livet ikke længere er værdigt.

Som barn (og stadig den dag i dag) elskede jeg Astrid Lindgrens bog ”Brødrene Løvehjerte”, som omhandler brødrene Jonatan og Karl og livet efter døden. Selvom bogen er en børnebog kan vi sagtens holde fast i illusionen om, at vi alle mødes et bedre sted, hvor kærligheden gror videre og de gode minder bliver flere og flere. I Brødrene Løvehjerte er døden en port til en anden verden på en nærmest hverdagsbuddhistisk måde: Først er man på jorden, dernæst i Nangijala efterfulgt af Nangilima og derefter – kan man forestille sig – vil man fortsætte til en række andre verdener. Jeg kan finde en smule trøst i, at morfar i de næste verdener vil leve stærk som han var engang og ikke svækket af sygdom.

Men hvem skal, når min morfar dør, med et strålende smil sige: ”Hej lille Camilla” selvom jeg ikke længere er lille? Hvem skal så drille mig, nu hvor du snart ikke længere er her, morfar?

Efterskrift: Morfar kæmpede til det sidste, men tabte kampen til kræften den 27. juni 2012. Hvil i fred.