Ny brugerGlemt adgangskode
04-03-2012

Grundlovens §77 berettiger du og jeg til at ytre os frit. Hvilket ansvar og hvilken frihed at være givet. 

Filmen ”The King’s Speech” har i den grad inspireret mig og medført, at jeg er blevet bevidst omkring retten til at ytre sig. Denne film omhandler, hvordan stammeren King George udvikler en bevidsthed om sin ret til at ytre sig . Citatet, som virkelig har brændt sig fast hos mig, er i filmens klimaks hvor King George VI symbolsk udbryder: ” I have a voice!” 

Nogle gange tror jeg, at vi ligesom King George VI i ”The King’s Speech” kan glemme, at vi har vores helt egen og unikke stemme. Vi er skabt med en tunge og vi er oplært med et modersmål, og det giver os en enestående mulighed, som vi for alt i verden ikke må fortrænge! Det må være vores fornemmeste opgave at opretholde ytringsfriheden, og vi må lære at tage ytringsfriheden alvorligt. 

Vi lever i et samfund, som virkelig påskønner individualitet og den personlige sejr. Jeg mener, at det netop er via vores individuelle stemme, at vi virkelig kan udtrykke vores ”jeg”. Jeg er overbevidst om, at vi ikke lever i et meningsløst samfund, men vi glemmer, at det er tilladt at bekæmpe hinandens meninger! Vi glemmer, at det er tilladt at konfrontere hinanden. 

Uanset din uddannelse, køn, etnisk herkomst, religiøsitet eller alder, så har du en stemme! Ytringsfriheden skaber rum for en bred meningsudveksling, og det er netop bredden, som jeg finder prisværdig. At leve i en kontrastfyldt verden hvor folk tør blotte deres meninger og livssyn, det må være ideelt. Find din stemme, og lad den afspejle din identitet! 

”Jeg vil bekæmpe dine meninger, men dø for retten til, at du har dem.” (Francois de Voltaire) Dette citat afspejler og understøtter den opfordring, som jeg ønsker dette indlæg må være. Kæmp for dine holdninger, kæmp for ytringsfriheden og gør den til dit dyrebareste eje!

Du har en stemme!

Skriv din mening
Husk: Hold en god tone i debatten
Sender