Se nyeste opråb
Ole Wæver, der er professor i international politik på Københavns Universitet efterlyser i artiklen ”Efter den sidste supermagt” et stærkere FN – og måske er der noget om snakken.
Siden foråret 2011 har det syriske regime med præsident Basah al-Assad i spidsen systematisk og uden at ryste på hånden trods ufattelige mennesketab rettet voldsomme angreb mod aktivister, oprører og civile i hele landet, og senest i millionbyen Homs. Byen er nærmest jævnet med jorden, og det anslås nu officielt fra FN, at omkring 7500 mennesker har mistet livet i landet siden det arabiske forår sidste år væltede ind over de arabiske lande og deres diktatorer. Uofficielle rapporter fra Syrien berettet om, at syriske styrker henretter oprørsstyrker og civile i bydelen Baba Amro og indleder hævndrab i kølvandet på de sidste ugers kampe imellem styrker og oprørere. Er det ikke på tide, at FN griber ind?
FN blev oprettet i 1945 lige efter 2. Verdenskrig for at sikre freden i verden og for at etablere et samarbejde mellem verdens stater på en lang række områder, og FN repræsenterer stadig visionen om en bedre verden. Det lyder jo idyllisk, men problemet er bare, at mens Generalforsamlingen er mere eller mindre magtesløs overfor mellemstatslige konflikter, så kan Sikkerhedsrådets medlemmer ikke enes om at gribe ind med tvangsforanstaltninger på grund af vetoretten der er gældende for de fem lande: USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien, der har permanent sæde i Rådet og som har haft det lige siden oprettelsen.
Det Internationale Røde Kors oplyser, at det ikke har været i stand til at køre ind i Homs med nødhjælp. På trods af hastende og akut behov for assistance i ugevis, får Røde Kors og det syriske Røde Halvmåne ikke lov af al-Assad til at yde hjælp til den hårdtrængende befolkning. Generalsekretæren for FN, Ban Ki-Moon, trygler den syriske regering om at lade nødhjælpen komme ind til de belejrede byer, men det nægter al-Assad uden at give et svar på hvorfor. Skal vi som det internationale samfund vi nu engang er blevet, finde os i, at ”vores” beslutninger og krav ikke kan overtrumfe et enkelt lands egeninteresser – også når det gælder liv og død, ja især når det gælder liv og død? Det eneste Ban Ki-Moon kan i denne situation er at udtrykke sin skuffelse overfor Syrien på trods af, at han har et enigt Sikkerhedsråd i ryggen.
For mig at se virker det fuldstændig vanvittigt og absurd at når vi som medlemsland af FN afgiver suverænitet til det internationale samfund, og tillægger FN en større og større betydning, så griber FN ikke ind når der er allermest brug for det! FN’s formål er jo at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed, og det skal simpelthen være muligt for Rådet at kunne anvende Kapitel Vll og fx forlange en våbenhvile hvorved hjælpeorganisationerne kan komme hårdt sårede og civile ofre i al-Assad magtdemonstration til undsætning.
Det tyder ikke på, at et effektivt og kollektivt sikkerhedssystem på grundlag af FN-pagten er på vej til at blive realiseret – fx lykkedes det jo ikke FN’s fredsbevarende og senere fredsskabende styrker, at forhindre fortsatte krigshandlinger og etniske udrensninger i Kroatien og Bosnien tilbage i starten af 1990'erne, og for mig at se tyder intet på, at FN kan blive en tydelig aktør i det blodige mareridt der udspiller sig i Syrien. FN og Sikkerhedsrådet i særdeleshed mangler legitimitet, og det store problem med Syrien er, at regimet ikke anerkender Rådets ret til at handle på hele verdens vegne, og lade nødhjælpsarbejdere komme ind i de sønderbombede bydele.
Jeg er udmærket klar over det faktum, at de forskellige lande der er repræsenteret i Rådet har forskellige egeninteresser i Syrien (fx er Syrien Ruslands største importør af våben og Ruslands eneste forbindelse til resten af de arabiske lande), og derfor står FN selvfølgelig i en meget mere vanskelig situation end dengang i Libyen, men i Syrien er der lige nu ved at udvikle sig en meget alvorlig og ufattelig blodig borgerkrig, så hvor i himlens navn bliver det internationale samfund af? Er FN’s officielle fredsbevarende formål blot en smuk, idealistisk og uopnåelig ide, og bare et dække for at få medlemslande?
FN og Rådet SKAL bruge deres (formodentlige) kæmpestore magt, blød såvel som hård magt, til at gribe ind overfor al-Assads massive overgreb mod menneskerettighederne, ja hele menneskeheden, og redde de mange tusinde, der lige nu enten er fanget midt i krigszonen og behøver akut hjælp, eller som er på vej væk fra det mareridt, der efter min mening har fået lov til at udspille sig alt for længe efterhånden!
