Se nyeste opråb
Leder materiel rigdom til social fattigdom, og materiel fattigdom til social rigdom?
Dette er et spørgsmål jeg stillede mig selv for nogle uger siden, da jeg læste følgende artikel omkring den 22 årige Sofie, som føler det er svært at være på SU.
http://politiken.dk/debat/ECE1501598/jeg-er-traet-af-at-have-en-daarlig-dag-hver-dag/
Den efterfølgende mange siders debat, fandt jeg yderst interesseant, og der var et utal af forskellige meninger og holdninger, til Sofies essay. Jeg fandt Politikkens "svar-kvote" alt for lille til mine mange tanker, og tænkte: hvorfor ikke fortsætte debatten på folkesvinget.dk?
Flertallet mente, at Sofie ikke havde ret til at beklage sig, og at hun skulle være taknemmelig for at der overhovedet er noget som hedder SU her i Danmark, samt gratis uddannelse, på baggrund af, at man i andre dele af verdenen selv skal betale for begge dele; at hun "bare" skulle tage sig sammen og se at få lettet bagdelen og få sig et studiejob. Generelt, at Sofie var en forkælet, umotiveret ung kvinde som ikke var sig økonomisk bevidst og ikke værdsatte det hun havde.
JEG TÆNKER (med stort):
Hvor blev forståelsen af? Hvorfor skal vi lide, "bare" fordi andre gør det i andre lande, når vi har mulighed for at lade være i DK? Hvorfor fastholder vi os selv i det dårlige, når der er mulighed for at gøre det bedre? Hvorfor skal vi føle os skyldige over at ønske os en nemmere hverdag og et bedre liv, og for at sige vores mening og udtrykke hvad der tynger os? Hvorfor skal vi føle os skyldige over at ønske at tingene var nemmere og lettere? Skal livet være svært og kompliceret, og hvis det er, skal vi så bare finde os i det og slubre det i os? Hvorfor skal hverdagen gøres værre end den behøver at være, på baggrund af Jante-loven, hvis der er mulighed for at det kan være anderledes?
Det er et faktum, at vi GENNEM vores skat, på alle former for arbejde, SU, elevløn og overførselsindkomst, betaler de penge tilbage via skat. Så teknisk set har Sofie allerede betalt en del af sin SU og skolegang selv, gennem evt. deltidsjo, og har hun ikke haft deltidsjob så kommer hun i sidste ende ud på den anden side, med en uddannelse og får et arbejde hvor hun derigennem kommer til at betale tilbage hvad hun har fået - for at andre kan få det i fremtiden.Og muligvis med en knaldfed løn som ryger direkte tilbage i statskassen og ud til resten af befolkningen, gennem topskat.
SU burde ikke være et privilegie, men en RET!!! Ikke kun i DK men i hele verdenen! Uddanelse er en af de vigtigste ting, overhovedet, for at fremtidens unge mennesker kan bidrage produktivt, konstruktivt og kreativt til samfundet. Børn og unge er fremtiden, det er os og dem der skal tage over, når de ældre går på pension og har udtjent deres værnepligt i samfundet.
Og socialt liv og samvær, fritidsinteresser og mulighederne for at kunne dyrke disse, men sandelig også realisere sig selv, er det der skaber unge og bæredygtige mennesker med selvtillid og drive. Og i Dagens Danmark er det bare dyrt at leve, på trods af at vi betaler 38-60% i skat i forvejen.
Konstant bekymring omkring økonomi, tror jeg alle mennesker kan nikke genkende til, er en kæmpe stressfaktor i ens hverdag og det tynger. En universitetsuddannelse som er længerevarende kræver at du ligger mellem 40-60 timer på dit studie i ugen, samtidig med lektielæsning og opgaveskrivning derudover. Så kan man oveni få sig et studiejob på 10-15 timer mere ugentligt, hvis SU og SU-lån ikke slår til - men som arbejdssituationen ser ud pt. så er det rigtig svært for ALLE, at få jobs NOGEN steder. Og da slet ikke uden en uddannelse...
Desuden er boligsituationen er ikke bedre, spcielt ikke i de byer hvor flest studerer da der er RIFT om dem hvert år, så man tager hvad man kan få. Og der har man altså ikke den luksus at kunne vælge og vrage mellem huslejer, beliggenhed og forbrug - selv ikke hvis man senere hen får et bedre tilbud. Det er dyrt at flytte. Og det er endnu dyrere at være "fattig". Det koster f.eks. mig 75kr at hæve over på mit kort i banken, selvom vi snakker om en 100 lap. Og lur mig om man ikke er på skideren økonomisk, hvis en 100 lap kan række til en uge?
Så forstår jeg ærlig talt godt, at Sofie føler sig marginaliseret og ekskluderet og har brug for at læsse af på nogen - for det er hårdt at tage en uddannelse og det ER barske vildkår, også selvom de er mildere end mange andre steder i verdenen. Jeg er heldig og glad for at leve at leve i DK, for vi har det godt og nemt, I FORHOLD TIL andre steder, men det kan blive bedre! Så hvorfor ikke kæmpe for det?
Jeg ved mange stadig har en hård hverdag, og lider af stress i DK. Stress kommer ikke af de ting man skal nå, men af det man ikke får gjort. Vores moderne samfund kræver at vi er tilgængelige 24-7, stiller så mange krav til individualisme og fokuserer på sucess, berømmelse, og karrierre - der stilles rigtig mange bevidste og ubevidste krav til mennesket idag, specielt ungdommen, som er baggrund for anerkendelse og det at blive hørt. Du skal forholde dig til så mange ting, så meget ansvar som myndig, hele tiden og det forventes at du kan. Man forventer at folk kan arbejde på højtryk 37-70 timer i ugen, selvom de har børn. Sygedage er noget "slemmer noget", og at vise svaghed er efterhånden en synd. Kan man være supermenneske hele tiden? Skal vi være supermennesker hele tiden, for at blive anerkendt? Og hvorfor forventer vi det af os selv? Hvorfor skal vi straffes for vores svagheder, i stedet for at anerkende hinanden og lytte til vores krop og sind, når alarmklokkerne blinker og blot det at gå i bad, kan forekomme uoverskueligt?
Jeg må indrømme at jeg nyder at arbejde og ikke gå i skole - for jeg er så heldig, at jeg ikke har 4-6 timers lektier og diverse opgaver som venter på mig efter en lang dag. Jeg kan gøre præcis hvad jeg har lyst til og min indkomst er solid. Jeg har ikke to biler, en kæmpevilla og tager på ferie 4 gange om året, men jeg har tøj på kroppen og mad i køleskabet og tag over hovedet og råd til fornøjeligheder. Men også det burde være en RET, for alle mennesker. Og af de ovennævnte ting, ved jeg at det der giv et MIT liv kvalitet og værdi, er at kunne førnøje mig, og være sammen med dem jeg holder af - være mig selv og dyrke mine interesser.
Jeg tænker, at vi burde have mere sympati for hinanden og tillade os selv at slappe af uden dårlig samvittighed; bare fordi jeg lider, synes jeg bestemt ikke andre skal, hvis der er mulighed for at det kan undgåes. Satus og anerkendelse idag bygger på hvor stor din indkomst er, hvad du får i løn, hvilket tøj du går i, hvor dyr din bil er, hvordan du ser ud og størrelsen på dit hus.
I USA ser man folk hvis huse falder ned om ørerne på dem, ædt op af mug, som er truede på livet af sygdom, men ikke har råd til at gå til læge; som bor i en pap kasse og knapt har råd til mad og tøj på kroppen, hvor hver dag er en kamp om overlevelse, og hvor børn og unge skal være heldige for overhovedet at have mulighed for skolegang.
Og alligevel, alligevel giver de af det, de nu end har, til andre mennesker som har det værre. Laver frivilligt arbejde for andre. Lur mig om den slags materiel fattigdom, ikke tynger dem lige så meget, som den slags dårligdom ville tynge os herhjemme - men de har deres familier og medmennesker. En dyb dyb kærlighed og forståelse for hinanden, en social rigdom der overstråler den materielle tifold. De har ikke noget andet valg, end at kæmpe, hvis de vil have noget. De er deres egen lykkes smed og har kun hinanden. Og jeg misunder dem. Misunder deres evne til at sætte sig ud over det materielle, deres evne til at elske det de har og være lykkelige, på trods af ydre omstændigheder. Jeg misunder dem deres dybdegående værdier. Socialt har de vundet millionen. Har vi?
Jeg tænker, om det vi har mest travlt med herhjemme, er at dømme hinanden.
HVAD TÆNKER I?
